Ca. 20 % af hastigheden på din ADSL forbindelse bruges på overhead.
Hvis du måler hastigheden på din ADSL forbindelse, vil du oftest opleve, at den ligger lavere end angivet ud for abonnementstypen. Dette skyldes overhead.
Overhead
Når du sender og modtager data, bruges ca. 20 % af hastigheden på indpakning af data - det kaldes overhead.
Det kan sammenlignes med at sende et brev. Kuverten og frimærket er nødvendige, når et brev skal sendes. Man betaler for det og leverer det samlede "brev", som er både kuvert, frimærke og indhold (selve brevet), men det er reelt kun indholdet (selve brevet), man skal bruge.
Sender du f.eks. en mail vedhæftet billeder, sker der en kodning af mailen, som sikrer, at data pakkes, sendes og leveres korrekt. Det er overhead.
Nødvendig hastighedsreduktion
Du kan ikke undgå den hastighedsreduktion, som overhead medfører. Du kan eksempelvis ikke selv vælge, om e-mails vedhæftet billeder skal igennem kodningen ved transport eller ej.
For at udnytte hastigheden på en forbindelse bedst muligt kan du have flere samtidige sessioner i gang af forskellig karakter. F.eks. ved at have flere browsere åbne, flere downloads kørende eller flere computere i husstanden der bruger forbindelsen på samme tid.